Min Briks
Massage og psykomotorisk terapi i Odsherred
Gør kroppen ondt, eller har nervesystemet sat sig fast i et dumt gear?
Når det eneste du kan mærke i kroppen er dine skuldre, der sidder fast, eller lænden der knurrer af dig, ligegyldigt hvordan du bevæger dig. Måske føles panden som en alt for lille hjelm om hovedet.
Massage kan løsne, lindre og minde dig om, hvor godt det føles at slappe af.
Du kan bruge massage som SOS-hjælp, når du bare har brug for at lægge dig på en briks og lade mig tage ansvaret for at mildne problemerne.
Eller du kan sætte massage i kalenderen hver måned som et venligt puf, der får dig tilbage på sporet med at lytte til kroppen.
Snak og massage?
Massage kan være en dejlig ordløs oplevelse, hvor mine hænder snakker med dine muskler og minder dem om, at de kan vågne op og give slip.
Men nogle ord er nødvendige: Før vi starter, fortæller du mig, hvad du ønsker at få ud af behandlingen, og hvad jeg skal tage hensyn til. Men herefter er det egentlig meget op til dig selv, hvor meget du vil snakke.
Hvis du gerne vil blive bedre til at spænde af og hvile bedre, så kan det være en god idé ikke at snakke for meget under behandlingen, men koncentrere dig om at sanse afspændingen og vænne dig til at være i den drømmende hvile-tilstand.
Når både krop, tanker og følelser har sat sig fast
Hvis det er mere end bare kroppen, der har sat sig fast, kan det være en idé at gå terapeutisk til værks.
Det betyder at vi bruger længere tid på samtale og lidt mindre tid på briksen.
Psykomotorisk terapi er en blanding af øvelser, samtale, massage og afspændingsbehandling og kan f.eks. bruges til at blive bedre til at håndtere stress, få bedre søvn eller lære at leve med kroniske smerter.